Svogerslev kro ligger ca. 3 km fra Roskilde by i fredelige og naturrige omgivelser, og kun 30 km fra København. Kort og godt det ideelle udgangspunkt for en dejlig udflugt eller en lille køretur.
Kroen er grundlagt i 1600-tallet og er blandt de ældste landevejskroer i Danmark. Den var i sin tid stoppested for postvognen fra Roskilde til Hornsherred.
Kroen har en helt speciel charme med de stråtækte længer. Bjælkeloftet og indretningen i almuestilen danner fantastiske rammer om enhver selskabelig lejlighed.
"Der var en gang for mange år siden..." Sådan begynder et rigtigt eventyr, men dette er ikke et eventyr, det er den skinbarlige sandhed - "jo, det er ganske vist." Svogerslev kros hovedbygninger går helt tilbage til slutningen 1600- tallet og har i sine yngre dage hørt til grevskabet under Ledreborg. Kroen fik sin status som Kongelig Privilegeret Post Kro i 1727, hvor postvognen til Hornsherred kom fra Roskilde og gjorde holdt her for at hvile sig og skifte heste.
I 1808 fandt lensgreven af Holstein på, at han ville nedlægge kroen. En af grundene var, at kroen ikke gav afkast nok. Desuden måtte der ikke brændes brændevin trods kroens status som Kongelig Privilegeret Post Kro. Her måtte kun brygges øl, så man måtte hente sin brændevin i Osted ca. 15 km herfra. I november samme år skrev lensgreven et brev til stiftamtmand Treschov, og det hed heri blandt andet: "Da kroholderne har sted for det almindeliges eller for de rejsendes bekvemmeligheds skyld, så er kroholderne her under grevskabet mig heller ikke magtpåliggende i anden hensigt, uden for så vidt at deres nærværende beboere har deres næring og ophold, thi den indkomst, jeg har af dem, er for ubetydelig til, at jeg derfor skulle ønske deres vedbleven."
Amtmanden ville også gerne have Svogerslev Kro nedlagt, og det begrunder han i et svarbrev således: "Det er sørgeligt at se så mange unge, som ved nyttigere næringsvej kunne gavne staten, at henrive deres kraftfuldeste alder med at være kromænd og øltappere." Amtmanden slutter med denne salut: "Ikke mindst udbreder slagtere og prangere elskovssygen blandt bondealmuen. Endog af den anledning og deres øvrige forlokkelser bør dem ikke give anledning til at opholde sig i landsbyen." Men lensgreven valgte, at bibeholde kroen til han senere valgte at afhænde den.
Med tiden har der været flere ejere. Men trods de mange ejere af nøglen til kroen har den formået og bibeholde sin pragt og charme. Smukt er det, når man på en dejlig sommerdag ser Dannebrog vejre lystigt i den danske sommervind til lystige fuglefløjt. Ligesom på en smuk vinterdag hvor sneen ligger tungt som et hvidt tæppe, og de lange istapper hænger funklende fra stråtaget i sollyset. "Jo, så det er ganske vist."
Uanset om man ønsker det traditionelle danske køkken eller vil prøve kræfter med det klassiske franske køkken, sker det i de lavloftede stuer, hvor næsten 300 års og mere end 1000 historier kan fortælles.